Legepladsen

Legepladser er noget, børn og voksne skaber i fællesskab, og som ændrer sig over tid.

Det er derfor vigtigt, at legepladsens strukturering i udgangspunktet åbner for forskellige muligheder for indretning. På den måde kan børn og voksne præge omgivelserne og derigennem opnå ejerskab til stedet.

Det er vigtigt, at der kan skabes trygge områder og miljøer, der tilgodeser de mindste børn og områder, der udfordrer de store børn. Det er vigtigt, at der arbejdes med, hvordan børnene på en naturlig vis spredes i uderummet, så de ikke klumper sammen på et sted.

Overflader, terræn og belægning

De forskellige uderum skal have overflader, der egner sig til, og som understøtter aktiviteterne. Der skal for eksempel tænkes i slidzoner, faldunderlag og kørefelter ved indretningen. Der skal være jævnt terræn i nogle områder og ujævnt terræn i andre, således at børnene udfordres motorisk.

Ligeledes skal der i disponeringen af belægninger og beplantningen tages højde for, at der som udgangspunkt skal være et beskedent behov for vedligehold og således, at det også kan tåle anvendelse uden for institutionens åbningstid.