Udendørsarealer

Udendørsarealer (75 m2 pr barn) i daginstitutioner spiller en stor rolle for børnenes trivsel, læring og udvikling.
Læs mere om de forskellige udendørsarealer herunder.

Relationen/overgangen mellem inde og ude er af stor betydning for optimal brug af både ude- og inderum. Der skal derfor være glidende overgange mellem ude og inde.

Der skal findes rum, som hverken er ude eller inde. Rum, som er overdækkede og afskærmet mod vinden, og som tilgodeser værkstedsaktiviteter, undersøgelse af naturmaterialer og motorisk udfoldelse; steder, hvor børnene kan eksperimentere og sjaske med vand og steder til at lege med ild og jord.

Uderummet skal i lighed med de indendørs rum tilbyde differentierede, spændende og egnede rammer om skiftende aktiviteter og tilgodese de forskellige aldersgrupper.

Uderummet skal disponeres med en tilstrækkelig fleksibilitet og robusthed, skal understøtte sanse-mulighederne og kan anvendes gennem årstiderne til såvel stille som vilde lege.

Udearealerne skal give børnene mulighed for at:

  • Være aktivt skabende/eksperimenterende
  • Handle
  • Forandre
  • Fordybe sig
  • Opleve med alle sanserne
  • Forundres
  • Kunne gemme sig
  • Være i fred
  • Være sammen
  • Møde udfordringer

Det er derfor vigtigt, at legepladsens strukturering i udgangspunktet åbner for forskellige muligheder for indretning. På den måde kan børn og voksne præge omgivelserne og derigennem opnå ejerskab til stedet.

Det er vigtigt, at der kan skabes trygge områder og miljøer, der tilgodeser de mindste børn og områder, der udfordrer de store børn. Det er vigtigt, at der arbejdes med, hvordan børnene på en naturlig vis spredes i uderummet, så de ikke klumper sammen på et sted.

Overflader, terræn og belægning

De forskellige uderum skal have overflader, der egner sig til, og som understøtter aktiviteterne. Der skal for eksempel tænkes i slidzoner, faldunderlag og kørefelter ved indretningen. Der skal være jævnt terræn i nogle områder og ujævnt terræn i andre, således at børnene udfordres motorisk.

Ligeledes skal der i disponeringen af belægninger og beplantningen tages højde for, at der som udgangspunkt skal være et beskedent behov for vedligehold og således, at det også kan tåle anvendelse uden for institutionens åbningstid.

Træværksted og andre værksteder herunder det pædagogiske udekøkken kan med fordel placeres i tilknytning til og som et mellemrum mellem inde og ude.

Der skal indtænkes installationer til el og vand.